Sorgen hænger som et blygråt gardin
med krogene hægtet ind i mit hjerte,
tynger min krop og giver slæbende fødder.

Lad mig trække den kolde tekstile ham af
og vise verden den varme nøgne krop –
udmagret af ventetiden på den øde perron.

Se mine alt for tynde brysters dirren,
de græder vædske og tør hud under tøjet
mens fødderne vokser fast i det hårde beton.

Kroppen vil altid styrte sammen og forsvinde
og tilbage vil være et tungt gardin med kroge,
der vil indikere, at her var engang en scene.