Lyden af sorg trækkes tyndere for hver dag
mens mine pupiller langsomt udvider sig,
rytmisk, monotomt og tilbagevendende.
Skorstene strækker sig mod himlen, de er
som tiggende arme, der hylder det tomme,
der får det til at løbe fra mit øje, når jeg stirrer.
Du er en katalysator jeg må fjerne fra formlen,
så mit hjerte ikke brænder igennem hver dag.
Men bliver på sin plads, så blodet kan flyde frit.
*
Be the first to comment.