Engang kunne jeg leve og se
alt som om,
det blev skabt for mine øjne alene.
Mine skridt var eventyr befriet
for fortidens tyngde
vaklende ud i det åbne landskabs muligheder.
Havde jeg vidst, hvad min vaklen betød,
havde jeg stoppet mig selv og
skåret de alt for ivrige fødders skridt af.
For denne nysgerrige gangfødsel dannede
baggrund for alle fremtidige rejser,
så nu tynges mine øjne af genkendelse
i forsøget på at genskabe
det der blev skabt dengang;
forundringen og forbløffelsen.
Jeg synker langsomt ned i erkendelsen af
at flere fly, nye destinationer, andre sprog
på ingen måde skaber livslyst og uskyld.
Og på ingen måde forklarerer
hvor jeg er.
*
Be the first to comment.