Jeg lider af keloid,
det fortykker min hud
skaber følelsesløse områder
beskytter alt for mange gange.
Vi kæmper om sår
størrelse og alvorlighed,
den største helt vinder retten
til at lide helt usandsynligt meget.
Du siger det usigelige,
verbaliserer vores dna
opstrengede kompleksiteter
på det, der udspændes mellem os.
Det bølger som hår;
blødt duftende stråhorn,
og jeg snapper i farten lyden
af din stemmes grødede paryk.
Jeg lægger mig i dit duftspor,
tænker minder er feromoner,
kneppet ind i mine cellers sti
med en blødende åben erindring.
*
Be the first to comment.